Fang cykilisten med øjnene – ikke med døren

9. december 2008

dsc00259 Dette er et billede jeg tog foran Frederiksberg Rådhus i november måned efter en forelæsning på CBS og på vej til fodbold ved Zoologisk Have. Objektet er en del af større kampagne i København, men lignende døre er også at finde andre steder i gaderne på Frederiksberg. Kampagnen skal være med til at forebygge mod bilister fanger cyklister med døren.

Kampagnen i sig selv, synes jeg fortjener lidt opmærksomhed, da kampagnen umiddelbart virker veleksekveret, og har ifølge meningsundersøgelse haft stor succes på Frederiksbergs godt 92.000 borgere.

Kampagnen bestod af bagrudestreamere, plakater, annoncer i lokalblade samt bildørene. Der var ingen online aktivitet. Outdoor eksekveringen skal i for sig kun have ros, for kreative indslag, som forblev i budskabets ånd og fremstod konsistent på alle medier anvendt.

Er outdoor eksekvering tilstrækkeligt?

I forbindelse med mit studiejob, har jeg netop undersøgt Rådet for Større Færdselssikkerheds (RFSF) online repræsentation, og den var langt fra imponerende, hvad angår relevans og consistency med budskaberne, men her var det hele en stor flydende masse. På trods af RFSFs mindre gennemførte online repræsentation, vil jeg dog stadig mene, man kan kombinere trafiksikkerhed og onlinemediet.

Ingen tvivl om at outdoor skaber en høj top-of-mind effekt ude i trafikken, hvor det er mest vigtigt og relevant. Dørene er med til at gøre budskabet lettere forståeligt og alvorligt, da jeg tror de fleste kan forestille sig konsekvensen. Men hvad hvis man havde gjort budskabet endnu mere tilgængeligt for målgruppen, så som at lave videosekvenser af, hvor galt det kan gå, samt interviews med ofre for netop denne type af ulykker. Et spil, hvor konsekvenserne af bildøre og cyklisters sammenstød blev påført spilleren, så denne oplevelse konstant ville sidde i baghovedet.

Fodbedringsforslag til kampagnen

Idéerne og mange og kunne nok tænkes bedre igennem på den digitale side, end jeg lige umiddelbart har gjort her, men det er blot for at give en indikation af, at en digital opbakning af kampagnen nok havde været bedre givet ud, hvad angår involvering end f.eks. annoncer i lokalavisen. Omtale i lokalavisen burde nemlig alligevel være mulig at opnå igennem PR, da borgene naturligvis vil have en nysgerrighed omkring bildørerne i byen, hvilket journalisterne har en interesse i at dække.


Udvekslingsforberedelser

6. oktober 2008

Tiden er inde til at starte ansøgningsprocessen for udveksling. Heldigvis har jeg været igennem det før, da jeg var på udveksling i Hong Kong i efteråret 2007. Billedet her er taget fra en CBS udvekslingsdag, hvor man kunne gå rundt til stander og høre om de forskellig universiteter, der var repræsenteret ved tidligere udvekslingstuderende og/eller oprindelige studerende, som pt er på udveksling på CBS. Her ses Ken, en Hong Kong studerende jeg boede i ejendomskompleks med i HK, samt Elina, en CBS studerende jeg var på udveksling med.

dsc001391

Ansøgningsfristen er den 1. december 2008, hvis man vil anvende CBS’ udvekslingsprogram, hvilket indebærer utallige udvekslingsaftaler med diverse universiteter, så man slipper for at betale tuition (penge for at gå på skolen), samt CBS tager sig af den indledende kontakt.

Jeg har følgende destinationer i tankerne, stillet op i prioriteret rækkefølge. New York, Buenos Aires, Melbourne, Sydney og Tokyo.

Problemet er pt, at hvis man skal på udveksling til USA eller Australien via CBS program, så skal man have minimum et gennemsnit på 7 (ny skala) udgjort efter bacelor gennemsnittet, og her er mit snit lige præcis ikke højt nok. Derfor er der følgende scenarier, som jeg ser det.

New York: Da mit snit ikke er højt nok, til at søge gennem CBS, skal jeg organisere og betale det hele selv. Pt undersøge jeg New York University, Stern, men det lader til, de ikke tager free mover studenrende for kun et semester. Jeg samarbejder med en af mine medstuderende, Sara Riss, om at undersøge muligheden, da hun har samme plan med New York som mig. Hvis der ikke snart sker noget nyt i processen, så må vi kigge på alternativer i NY. Jeg har prøevet at lave et overslag på hvor meget det kommer til at koster, at lave en free mover til NY for et semetser inklusiv bolig, kost, byture, transport etc. og det kommer op omkring 200.000 kroner. Det er nok lige i overkanten for hvad jeg har råd til.

New York er min 1. prioritet, da byen i sig selv kunne være fantastisk at bo i, samt inden for marketing, er der nok ikke mange steder i verden man er længere fremme.

Buenos Aires: Jeg har aldrig været i Sydamerika og jeg snakker ikke spansk, men alle folk jeg kender, som har været i byen, taler hel forelsket om Buenos Aires. Der er få universiteter, som tilbyder engelsksproget kurser, og de som gør, har kun et begrænset udvalg. Dvs. jeg højst sandsynligt kommer til at have nogle fag, som jeg umiddelbart ikke ville vælge og med begrænset relevans. Jeg kan dog komme til Buenos Aires igennem CBS, hvilket gør det væsentligt mere bekvemt end fx NY, plus det er noget billigere. Så vidt jeg er orienteret, så får man også et gratis spansk kursus med i pakken, og det er jo ikke hel dårligt :-)

Melbourne og Sydney: Australien tiltaler mig ret meget, da jeg har mødt utallige australiere rundt omkring i verden, og 90% af dem har været super fine mennesker. Desuden virker Australien til at have en mentalitet, der mixer Nordeuropas og USAs samt tilføjer sit eget krydderi. Når jeg skal bestemme en by, har jeg meget svært at vælge mellem, om det skal være Melbourne eller Sydney. De ligger jo ikke super langt væk fra hinanden, men jeg vil godt til den by, som har mest kulturliv, og så stort et undergrundmiljø som muligt. Hvad jeg har fundet ud af hidtil, er at Sydney er en surferby, mens Melbourne mere er en kulturby. Jeg synes dog hele tiden jeg hører forskelige ting, så det bliver nok en last minute decision.

Da mit snit heller ikke højt nok til at komme til Australien igennem CBS, skal dette ogå foregå som en freemover aftale, hvilket igen komplicerer og fordyrer processen samt opholdet.

Tokyo: Sidste efterår var jeg i Tokyo og blev omgående forelsket i byen. Jeg synes den er hel fantastisk, men samtidig ret og der er slet ikke nogen som snakker engelsk. Hermed kommer vi lidt til samme konklusion som ved Buens Aires. En meget tiltalende by, men med begrænset fagudvalg på engelsk. Dog har jeg stor interesse for digitale medier og marketing, hvor man må sige Tokyo generelt er langt fremme på dette område, se bare hvor langt de er med integrationen af mobiltelefonen, som et succesfuldt marketingsværktøj. Et udvekslingsophold til Tokyo ville kunne gå via CBS.



Meet eat and greet

4. oktober 2008

I går, fredag, var der arrangeret social sammenkomst på studiet. Det indebar, at vi alle blev delt op i små grupper af 6-8 personer, hvor en af disse personer var vært for gruppen.

Entusiastisk valgte jeg mig hurtigt til at lægge lejlighed til. I min min gruppe blev vi hurtigt enige om ingen havde tid og overskud til at lave mad, så den stod hurtigt bare på pizza fra min lokale italienske pizzabager Amfora. Det ejes af to tidligere medarbejdere fra Pizza Huset (porno pizza) på Gothersgade, så man får value for money.

Anyway, vi skulle i alt have været 7 personer hjemme hos mig, men vi endte med kun at blive 4, da der kom to afbud i sidste øjeblik samt en sidste slet ikke gav lyd fra sig. Det er jo altid herligt, når man holder arrangementer, som folk dedikerer sig 50% til! Vi fire lod os ikke slå ud og vi holdt dampen gående indtil midnat, hvor alle grupperne skulle mødes på Barcelona baren ved Skt. Hans Torv.

Her var som altid ret så proppet og det gjorde det svært at mingle med folk. Mit umiddelbare indtryk var også at halvdelen af de MCM-studerende tog hjem/videre efter lidt over en time, inklusiv mig selv.Turen for mit vedkommende gik videre til Kommunehospitalet, hvor Antropologi studiet havde slået sig sammen med Rust, hvilket var en stor succes og et spændende initiativ.

Alt alt forløb vores “meet eat and greet” arrangement udemærket, men det var lidt ærgeligt der ikke dukkede flere op til middag, så man kunne komme lidt nærmere nogle flere fra studiet. Jeg vil nu se frem til julefrokosten den 11. november, hvor jeg håber der vil være lidt bedre tilslutning.


Første måned på MCM

28. september 2008

Jeg bestod min sprogtest og har nu været i gang på studiet i snart en måned!

At starte på et kandidat studie i forhold til bacheloren, har vist sig at være ret så forskelligt. Hvor der på bacheloren var en masse sociale aktiviteter og rus-tur, var det langt fra tilfældet på cand.merc.MCM (Marketing Communication Management).

Det sociale

Her bestod introugen af et fagligt program fra 9-16, med undtagelse af en speed dating session på en time. Onsdag og fredag aften var der middag på en bar, med efterfølgende barstemning. Dette synes jeg personlig ikke er meget, når man tænker på, at stort set ingen kender hinanden på studiet i forvejen, da vi alle kommer fra forskellige retninger samt andre universiteter, byer, lande og kontinenter. Specielt in mente, at vi i uge 2 fik at vide, vi skulle danne grupper sammen…. Hvordan gør man så lige det, når man stort set ikke kender folk? Man tager vel bare de som tilfældigvis sidder rundt om en.

Dog er der come together på fredag, arrangeret af vores sociale udvalg, kaldet meet-eat-greet, som har en facebook gruppe, lige såvel som vores MCM årgang har det. Arrangementet følger jeg op på når det er afholdt.

Det faglige

Foreløbig har jeg købt tre bøger (værdi ca 1.500 kroner) til fagene, Stategic Marketing Management og Consumer Behaviour. Disse fag har vi begge en gang om ugen, fordelt på 2 gange 4 timer. Dvs 8 timers ugentlig undervisning. Altså ikke alverdens undervisning man skal komme til, men til gengæld er der tilsvarende meget læsning.

Fra min side er det desværre ikke blevet til særlig meget læsning i lærerbøgerne, da jeg har brugt meget tid på mit arbejde. Jeg har primært læst de cases, som de forskellige grupper skal fremlægge om til hver undervisningsgang. Dette virker ret fint og er en super måde at anvende teorien i praksis.

Desværre er vi alt for mange på studiet, hvilket vil sige, der ikke er pladser til folk, så der er altid nogen, som må sidde på gulvet eller stå op. Dette betyder også, at man skal komme tidligt for at få en plads, hvor man kan høre hvad der bliver sagt. Specielt under fremlæggelser, da grupperne sjældent er vant til at råbe så stort et lokale op.

Til sidst vil jeg lige slutte af med at nævne jeg har været på cafe og læse lidt af stoffet til den kommende uge, da jeg trængte til nye omgivelser at læse i. Derfra billedet, som er taget på Baresso, Nørrebrogade, hvor jeg netop har nydt en Chai, lavet på skummetmælk :-)

Næste indlæg bliver omkring mit arbejde, gruppearbejde, udvekslingsansøgning og hvordan vores sociale arrangement på fredag kommer til at gå.



Tour de nye fag

2. september 2008

Studiestarten kommer! .. og endelig på et sted, hvor der er så mange interessante fag at den første uge på studiet kommer til at forløbe med at finde ud af hvilke to fag, der skal stå på min eksamensoversigt i vinterperioden. Derfor tager jeg en tour på de nye fag, og forsøger at finde ud af hvad der interesserer mig, og ikke mindst hvad der ville være fedt at komme til eksamen i.

Derfor har jeg lavet en – (drumroll) – liste over de fag jeg synes lød interessant i den meget korte introduktion, der fandt sted i sidste uge. Denne uges projekt er så at finde ud af om der er hold i de meget fine fagtekster.

Tadaa!

Medieret underholdning

Faget der handler om underholdning i medierne. Der skal diskuteres underholdning og hvordan det kan defineres i forskellige sammenhænge. Jeg tror bare at jeg synes at Talent 2008 er fedt, fedt.

Organisations- og institutionsanalyse

Som virker meget obligatorisk, dog uden at være det. Faget handler om organisationshistorie, og grundet mit valg af Medievidenskab fremfor Filmvidenskab, får jeg den medierelevante holdundervisning fremfor den filmrelevante.

TV-Tilrettelæggelse: en kreativ proces i et teoretisk lys

Fagbeskrivelsen lægger op til et meget spændende fag, men efter at have overværet deres oplæg til faget, frygter jeg en masse varm luft, men alt kan afgøres fredag middag.

Fiktionstilskuere, sociale segmenter, køn og alder

Dette fag er lidt jokeren i samlingen. Efter min praktik ved DR Medieforskning er segmenteringen på køn og alder begyndt at interessere mig. Hvad er det der gør, at DR2 vil ud og have det blå segment ind og gøre kanalen mindre indforstået – og hvordan gør de det?

Touren startede i dag, og opfølgning følger!

PS: En samlet fagoversigt kan findes her :-)


Vidnik til vlogging

28. juli 2008

Et lille tip, til dem, som vil videoblogge (vlogge) uden det store besvær.

Vidnik er et gratis program lavet til Mac, der gør vlogging simpelt. I programmet optager man videoen med ét klik. Når vidoen er afsluttet kan den uploades til ens YouTube konto – også blot ved ét klik.

Få programmet her


Så skal der sprogtestes…

15. juli 2008

I forbindelse med jeg har modtaget mit brev om jeg er optaget på Cand.Merc. Marketing Communication Management (MCM), skal jeg dokumentere et vist niveau af engelsk, da uddannelsen er engelsksproget. Denne engelsktest er en 3 timers skriftelig prøve, hvor man bliver testet i lytteøvelser, grammatik, stavning etc. Den 6. august finder testen sted, så nu skal der øves lidt engelsk, så det er hel skarpt til prøven.

Forhåbentlig går det godt, så jeg kan blogge om livet som MCM-studerende.


Studiebloggen søger bloggere!

15. juli 2008

Er du studerende, og har lyst til at blogge om hvordan dit studie påvirker din måde at anskue verden på og bare det generelle studieliv, så kontakt os og hør mere…


Hvad er studiebloggen?

12. juli 2008

Studiebloggen er dit redskab til at lære mere om dit nuværende eller måske kommende studie. Vi har oprettet denne blog med hensigten at gøre så mange studier som muligt forståelige og relevante for de interesserede.

Dette er som udgangspunkt rettet især mod de, der skulle står overfor at tage et valg om fremtidige studier, men samtidigt kan det også bruges til at sætte ens eget studie i perspektiv.

Tag godt imod os. Vi er stadig under udvikling :-)