Første måned på MCM

28. september 2008

Jeg bestod min sprogtest og har nu været i gang på studiet i snart en måned!

At starte på et kandidat studie i forhold til bacheloren, har vist sig at være ret så forskelligt. Hvor der på bacheloren var en masse sociale aktiviteter og rus-tur, var det langt fra tilfældet på cand.merc.MCM (Marketing Communication Management).

Det sociale

Her bestod introugen af et fagligt program fra 9-16, med undtagelse af en speed dating session på en time. Onsdag og fredag aften var der middag på en bar, med efterfølgende barstemning. Dette synes jeg personlig ikke er meget, når man tænker på, at stort set ingen kender hinanden på studiet i forvejen, da vi alle kommer fra forskellige retninger samt andre universiteter, byer, lande og kontinenter. Specielt in mente, at vi i uge 2 fik at vide, vi skulle danne grupper sammen…. Hvordan gør man så lige det, når man stort set ikke kender folk? Man tager vel bare de som tilfældigvis sidder rundt om en.

Dog er der come together på fredag, arrangeret af vores sociale udvalg, kaldet meet-eat-greet, som har en facebook gruppe, lige såvel som vores MCM årgang har det. Arrangementet følger jeg op på når det er afholdt.

Det faglige

Foreløbig har jeg købt tre bøger (værdi ca 1.500 kroner) til fagene, Stategic Marketing Management og Consumer Behaviour. Disse fag har vi begge en gang om ugen, fordelt på 2 gange 4 timer. Dvs 8 timers ugentlig undervisning. Altså ikke alverdens undervisning man skal komme til, men til gengæld er der tilsvarende meget læsning.

Fra min side er det desværre ikke blevet til særlig meget læsning i lærerbøgerne, da jeg har brugt meget tid på mit arbejde. Jeg har primært læst de cases, som de forskellige grupper skal fremlægge om til hver undervisningsgang. Dette virker ret fint og er en super måde at anvende teorien i praksis.

Desværre er vi alt for mange på studiet, hvilket vil sige, der ikke er pladser til folk, så der er altid nogen, som må sidde på gulvet eller stå op. Dette betyder også, at man skal komme tidligt for at få en plads, hvor man kan høre hvad der bliver sagt. Specielt under fremlæggelser, da grupperne sjældent er vant til at råbe så stort et lokale op.

Til sidst vil jeg lige slutte af med at nævne jeg har været på cafe og læse lidt af stoffet til den kommende uge, da jeg trængte til nye omgivelser at læse i. Derfra billedet, som er taget på Baresso, Nørrebrogade, hvor jeg netop har nydt en Chai, lavet på skummetmælk :-)

Næste indlæg bliver omkring mit arbejde, gruppearbejde, udvekslingsansøgning og hvordan vores sociale arrangement på fredag kommer til at gå.



Tour de nye fag

2. september 2008

Studiestarten kommer! .. og endelig på et sted, hvor der er så mange interessante fag at den første uge på studiet kommer til at forløbe med at finde ud af hvilke to fag, der skal stå på min eksamensoversigt i vinterperioden. Derfor tager jeg en tour på de nye fag, og forsøger at finde ud af hvad der interesserer mig, og ikke mindst hvad der ville være fedt at komme til eksamen i.

Derfor har jeg lavet en – (drumroll) – liste over de fag jeg synes lød interessant i den meget korte introduktion, der fandt sted i sidste uge. Denne uges projekt er så at finde ud af om der er hold i de meget fine fagtekster.

Tadaa!

Medieret underholdning

Faget der handler om underholdning i medierne. Der skal diskuteres underholdning og hvordan det kan defineres i forskellige sammenhænge. Jeg tror bare at jeg synes at Talent 2008 er fedt, fedt.

Organisations- og institutionsanalyse

Som virker meget obligatorisk, dog uden at være det. Faget handler om organisationshistorie, og grundet mit valg af Medievidenskab fremfor Filmvidenskab, får jeg den medierelevante holdundervisning fremfor den filmrelevante.

TV-Tilrettelæggelse: en kreativ proces i et teoretisk lys

Fagbeskrivelsen lægger op til et meget spændende fag, men efter at have overværet deres oplæg til faget, frygter jeg en masse varm luft, men alt kan afgøres fredag middag.

Fiktionstilskuere, sociale segmenter, køn og alder

Dette fag er lidt jokeren i samlingen. Efter min praktik ved DR Medieforskning er segmenteringen på køn og alder begyndt at interessere mig. Hvad er det der gør, at DR2 vil ud og have det blå segment ind og gøre kanalen mindre indforstået – og hvordan gør de det?

Touren startede i dag, og opfølgning følger!

PS: En samlet fagoversigt kan findes her :-)